Rodion Kudryashov: Vi er ”Robin Hoods” af det 21. århundrede

Helten af Newsgerrig.com er kriger, frivillig og tilhænger af FC Dnipro (Dnipropetrovsk). Han fortalte os sin historie om krigen i Donbas og forsvaret af Mariupol.
 
          For et år siden ledte den 22-årige kommandørens stedfortræder af et rekognoscering selskab for det frivillige regiment "Azov", Rodion Kudryashov, Shyrokynes operation i det østlige Ukraine. Dens formål var at beskytte civile beboere af Mariupol imod pro-russiske lejesoldater.
 
60-70% af "Azov" regimentet består af fodboldfans. I juni 2014 befriede soldater Mariupol fra separatister og derefter handlede ukrainske krigere i havnebyens område. Dette er et af mest alvorlige kamps steder på hele frontlinjen. For Rusland var Mariupol en strategisk by på grund af havnen og stålværker. Derfor gjorde fjenden talrige forsøg på at fange den. I januar 2015 angreb separatisterne den østlige del af Mariupol ved brug af multiple raketkaster "Grad". Der var mange dræbte og sårede blandt de civile beboere. Så ledelsen af ​​regimentet "Azov" besluttede sig for at skubbe den forreste linje yderligere mod øst for at militante ikke kunne ramme byen.
 
I slutningen af ​​januar begyndte "Azovs" krigere forberedelser til en storstilet operation i Shyrokyne landsbyen, tæt på Mariupol. Rekognoscering og sabotage selskabet under ledelse af Rodion Kudryashov  foretog en grundig udforskning af området fra Mariupol til Shyrokyne. Den 10. februar befriede "Azov" regimentet Pavlopil, Kominternnove, Lebedynske landsbyer og så kom ind til Shyrokyne. Ukrainske krigere overtog fuld kontrol over feriebyen.
 
Men fjenden var ikke til at give op. Og den 14. februar 2015 fandt sted den største kamp i Mariupol. Ledelsen over soldaterne i denne alvorlig operation tog fodbolds ultras-medlemmer af FC Dnipro med kaldesignal “Radik”.
 
Slaget for Mariupol og Shyrokyne
 
Den 14. februar 2015 begyndte fjenden sit angreb fra Novoazovsk i retning mod Shyrokyne for at dræbe vores deling af 45 soldater, som jeg havde ledt. Vi, rekognoscering gruppe, var placeret på frontlinjen. Vi holdte tilsyn og forberedte os til et angreb. Kl. 6.00 om morgenen begyndte fjenden at angribe os ved brug af de russiske raketkaster "Grad", der ødelagte fuldstændigt vores befæstninger. Vi flyttede os til de beredte positioner og udførte en meget stærk kamp. Situationen var meget spændt - på begge sider arbejdede artilleri, morterer, haubitser og kampvogne.
 
Den 10. februar 2015, Azovs selskab ved blokpost (checkpoint) tæt på Pavlopol landsbyen. Begyndelse af Shyrokynes operationen. Foto: Rodion Kudryashovs billedarkiv
 
Den østlige Ukraine. På kortet kan man se situationen fra den 14. februar 2015, da russiske og separatistiske tropper angreb Shyrokyne tæt på den sydlige havetsby Mariupol. Foto: RNBO
 
Det var en meget intens kampvogne-kamp: tre fjendtlige kampvogne kørte ind i byen - to med Donetsk Folkerepubliks flag og en med den Russiske Føderations flag, og med dem kom infanterie-bil. Vi kom til en tæt-kamp med fjenden: afstanden var omkring 20-30 meter, så vi kunne faktisk se fjendernes ansigter, og vi kunne høre, hvad de snakkede  om.
 
I denne kamp blev ​​to af vores kampvogne ødelagt fra anti-tank våben. Vi ødelagde også to fjendtlige kampvogne, infanteri køretøjer og militær-lastbiler. Den virkelige kamp varede 3 dage under konstant artilleri-angrebet. Hele tiden kæmpede fyrene i skyttegravene. Og det var februar, altså kulde, sjap og mudder.
 
Shyrokynes operation. Krigerne for Azov-regimentet. Foto: Frank Horrigans billedarkiv
 
I denne kamp har samhørigheden virkelig hjulpet os. De fleste Azovs-krigere er Ultras-medlemmer (fodboldfans bevægelse, - red.) - vi plejede at gå til stadion i gruppe, vi kendte hinanden og havde god kommunikation. Da vi kom til fronten, havde vi en fælles idé: vi havde en klar forståelse, hvad vi gjorde og hvorfor. Vi hjalp hinanden, vi reddede hinanden fra problemer, og vi delte det sidste, vi havde. Vi var som familie.
 
Shyrokynes operationen. Krigerne for Azov-regimentet i Shyrokyne landsbyen. Foto: Frank Horrigans billedarkiv
 
I Shyrokyne var der en masse situationer, da noget mirakuløst har hjulpet os. Forestil jer lige, at en fjendens tank ved fuld hastighed kørte ovenpå bilen, hvor der var vores kammerat. Han var utrolig heldig - på grund af høj hastighed sprang tanken bare over bilen, ellers ville situationen havde endt tragisk. Vores fyr overlevede. Han har det fint, han blev behandlet på sygehuset og vil snart tilslutte vores rækker og fortsætte med at kæmpe for Ukraine.
 
Krigerne for Azov-regimentet i Shyrokyne landsbyen. Foto: Frank Horrigans billedarkiv
 
Desværre i Shyrokynes operation mistede livet syv af vores soldater, herunder en fyr fra ​​min enhed - Roma "Bench". Fjendens tab var dog mere markant: omkring 100 døde. Som resultat af de vellykkede operation fik vi mulighed for at trække skudlinjen fra Mariupol ud. Siden da har byen aldrig blevet beskydt. Azov regimentet har nu sammen med andre frivillige bataljoner fuldt kontrol over territoriet og beskytter tilgange til havnebyen.
 
Ødelagte huse i Shyrokyne landsbyen. Foto: Frank Horrigans billedarkiv        
 
Panserede køretøj i Shyrokyne landsbyen. Foto: Frank Horrigans billedarkiv
 
          Generelt i 1,5 år har "Azov" og andre frivillige enheder gjort store fremskridt i den såkaldte "Sektor M" (kaldet efter Mariupol, red.). Shyrokynes operationen var den eneste succesfulde offensive operation. Befrielsen af ​​Mariupol i juni 2014 var en af de vigtigste taktiske operationer, der kan henføres til ukrainske frivillige soldater. Alle andre operationer i Donetsk Lufthavn, Pisky, Debaltseve, Ilovaysk, Maryinka, som var en del af en stor operation for befrielse af Donetsk, blev enten helt eller delvist tabt af ukrainske enheder. Alt hvad Ukraine vandt, dvs. kampen om Mariupol, skete takket være de frivillige soldater fra frivillige bataljoner.
 
Om konfrontationen af Kharkiv – Dnipropetrovsk fans
 
          Radik kom til "Azov" regiment ikke tilfældigt. I foråret og i sommeren 2014 blev mange af hans venner meldt ind i dette regiment. De er allesammen fans af fodboldklubben "Dnipro" (Dnipropetrovsk), "Dynamo" (Kyiv) og "Metallist" (Kharkiv). Under Euromaidan var ultras fra alle ukrainske fodboldhold blandt de første, som reagerede på begivenhederne i landet. De kom til at beskytte civile beboere, og de trådte op imod myndighedernes og politiets voldsomme handlinger. Desuden i februar 2014 erklærede ledere af de fansorganisationer fred mellem de klubber, som kæmpede med hinanden i årtier!
 
Rodion begyndte at holde med FC "Dnipro" allerede da han var barn. I 2005 tilsluttede han sig til klubbens fan bevægelse.
 
Vores fanklub er et god selskab, vi er virkelige patrioter, der elsker sit land Vi promoverer og en sund livsstil og forener forskellige unge.
 
Før Euromaidan begyndte havde der traditionelt været en seriøs sammenstød mellem Dnipros og Metallists fans. Metalist og Dnipro havde nogle af ​​de mest spektakulære og de mest alvorlige konfrontationer. Kampene mellem dem havde en principiel karakter, og alt der skete var på den højeste niveau af had og spænding. I Dnipropetrovsk blokerede politiet gader og forbød at sælge alkohol for at ikke tillade folk at "varme op". I tribunerne  udfoldede vi store bannere, og arrangerede vi en ild-show i takt til trommerne - det var da meget spektakulært.
 
Rodion hepper på FC Dnipro ved kampen mod FC Metalist i Kharkiv den 27. september 2015. Foto: Rodion Kudryashovs billedarkiv
 
Uden for stadionerne krydsede vi ofte med Kharkivs fans i slagsmål. Men I må forstå, at for os er det bare sport og adrenalin, sådan sorterer vi tingene ud. At besejre modstanderen i en lige kamp ​​20 mod 20 mennersker - det var spørgsmålet om ære.
 
Fodboldfans forenelse i den frivillige bataljon "Azov"
 
Da jeg og andre Dnipros fans ankom til træningslejr "Azov", var vi skulder om skulder med fyrene fra Kharkiv, som også kom med deres gruppe. Holdning til Kharkivs fyre var allerede mere loyal, men vi havde stadig nogle ubehag i kommunikationen. I første omgang undgik vi hinanden, fordi vi for nylig slog hinanden i ansigter. Men hver dag, med hver ny kampsituation, kom vi tættere på hinanden. Nu har vi et venskab, vi deler ikke kun ideen, men også regimentet og vores fælles mål. Dette forhold voksede til et partnerskab, broderskab, som vi har skabt, og som vi ønsker at fortsætte med.
 
Azovs krigere i Urzuf landsbyen lige tæt på Azovs havet, Donetsk-regionen. Foto: Rodions billedarkiv
 
Alle fans er nu forenet for landet, for patriotiske synspunkter, og vi forstår, at vores konfrontation måtte træde ud. Vi vil gerne, at hele Ukraine kunne se, at selv de hårdeste fjender kan komme sammen for et større mål, i dette tilfælde målet er Ukraine.
 
Radik. Vej af krig
 
          I løbet af 1,5 års tjeneste i Azov regimentet var Rodion i de hotteste steder i Donbas. Hans første kamp var operationen i Maryinka for at bekæmpe og befrie byen den 4. juli 2014. Derefter under Ilovaysk-kampene hjalp Azovs krigere med at få ukrainske soldater ud af en omringning. Og så kæmpede han i nogle defensive operationer under Mariupol.
 
Jeg har en overgangsordninge alder - nogle bruger det på universitetet, og jeg er i krig. Jeg så, hvordan folk dør. I løbet af disse to år har jeg lært en masse ting og blev mere ansvarlig. Jeg har ledt 95 mennesker i Rekognoscering og sabotage selskabet.
 
Shyrokynes operation. Azovs-krigerne i Shyrokyne landsbyen. Foto: Frank Horrigans billedarkiv
 
Det mest forfærdelige ting er at bringe døde børn til deres møder. I kampen føler man selvfølgelig frygt. Men vi er nødt til at træde over sig selv og gå videre. Skræmmende altid, det er frygteligt at leve - man kan dø af denne frygt.
 
Som et eksempel for mig selv sætter jeg vores division og os selv i første omgang. Fordi ingen troede, at vi kan blive en stærk militær enhed. Vi er, groft sagt, de fyre fra gade, som gik til fodboldkampe, slog hindanden, studerede på universiteter. Og pludselig, i en meget kort periode, er vi blevet veluddannede soldater, officerer. Jeg tror, ​​at vi kan blive de bedste specialister inden for økonomi eller politik, fordi vi er motiverede mennesker, der er villige til at lære og udvikle sig.
 
"Vi er Robin Hoods af det 21. århundrede"
 
Jeg ønskede at blive advokat, og jeg studerede på universitetet i Dnipropetrovsk. Jeg var en helt almindelig fan, gik til fodbold, dyrkede sport. Efter Euromaidan tog jeg en pauser fra universitetet efter 4 år af min uddannelse, og gik i krig. Da jeg vendte tilbage hjem, blev jeg færdig med mine studier og så blev jeg en kandidat. Nu er jeg uddannet jurist. Men jeg planlægger ikke at blive advokat, som jeg ønskede før. Nu tilbringer al min tid jeg med civile korps "Azov". Det er meget nyttig nu at have viden om forfatningen af Ukraine og også om civilretten. 
 
Lederen af organisationen ”Den Civile korps Azov” Rodion Kudryashov. Foto: Den Civile korps Azov
 
Futsalshold af FC Dnipro fans. Rodion (I midten) sammen med hans venner. Foto: Rodions billearkiv
 
Vi er Robin Hoods af det 21. århundrede: vi gør bare gode ting, og forventer ikke noget til gengæld.
 
          Rodion lederen for organisationen Den Civile Korps "Azov". Han og hans venner er ansvarlige nu for patriotisk uddannelse af unge. De regner at samle hvor meget unge de kan for at udbrede den ukrainsk national-kerne opdragelse, som var tabt i de sovjetiske tider.  De udfører foredrage, militær pre-forberedelse, kommunikerer meget med de unge, populariserer sport, åbner gratis trænesektioner, arrangerer sportsaktiviteter.
 

Aktivister af “Den Civile korps Azov” på skole 62 i Dnipropetrovsk, hvor de afholdte en Foredrag om modet. Foto: Den Civile korps Azov

 
Azovs aktivister på et møde med eleverne af skolen 84. Eleverne kan høre fra den første kilde om krig, organisationens mål og kigge på eksample af våben. Foto: Den Civile korps Azov
 
"Azov" regimentet tjener nu som vagter i den østlige del af Ukraine. Vi beskytter ro af fredelige mennesker, selv om det afhænger ikke kun af os selv. Generelt alle sejre, alle læsioner løst i Kiev, de løses som regel ikke for det bedre for Ukraine. Og vi forstår, at hvis vi ønsker at ændre noget, skal vi ikke kun være vægtere i det østlige Ukraine. Vores mål er komme til at lede landet, fordi meget afhænger af den politiske retning.
 
Min drøm er, at denne krig er slut. Selvfølgelig kun det endte med vores sejr. Krigen tog en masse sundhed, mange kameratter, mange venner.
 
Jeg ønsker, at alt dette, som er sket, ikke er sket for ingenting. Jeg ønsker, at folk endelig starter at tænke over, hvad der foregår rundt omkring dem: de skal kunne skelne mellem løgn og sandhed, og de skal forstå, hvad er sundt fornuft. De skal elske deres land og de skal være uafhængige. 
 
Interview af journalist Olga Prygorova, Kiev.
 
Section: